<

Hvornår er det nødvendigt at vaccinere sin hund...?04-03-2020 - 12:06

Undgå unødig vaccination mod hundesyge, parvovirus og leverbetændelse ved at få lavet en titertest. Hundens antistofniveau i blodet måles og det vurderes hvorvidt det er nødvendigt med en ny vaccination.

Dyrlægegruppen Frijsenborg tilbyder titertest på hund.

Ved at lave en titertest kan man måle om ens hund fortsat er dækket af sine vacciner eller om den skal revaccineres. På denne måde kan man undgå at vaccinere hvis det ikke er nødvendigt.

Som en del af hundes almene vaccinationsprotokol vaccineres hvert 3. år mod hundesyge, parvovirus og leverbetændelse. Dog har undersøgelser vist at flere hunde har et højt antistofniveau i kroppen i mere end 3 år efter vaccinationen. Det betyder at hundene fortsat er beskyttet imod sygdommene. Titertesten måler niveauet af antistoffer i hundens blod og dermed om hunden er dækket af sine vacciner eller om det er nødvendigt med en ny vaccination.

Prøverne køres en gang om ugen og man får dermed resultatet i løbet af en uge. Såfremt titertesten viser lavt antistofniveau skal hunden komme ind til revaccination. Titertesten bør foretages årligt fra tre år efter vaccination mod hundesyge, parvovirus og leverbetændelse.

Titertesten tester for nogle af de vira der vaccineres mod. Dog skal hundene fortsat årligt vaccineres mod Leptospirose og Kennelhoste.

Blodprøven til titertesten kan med fordel udtages til det årlige sundhedstjek, hvor hunden samtidig vaccineres mod Leptospirose og Kennelhoste.

<