FORSIKRINGS- OG HANDELSUNDERSØGELSER FOR HEST

Det er spændende at købe en ny hest og det skulle gerne være en god oplevelse uden ”dårlige overraskelser” når hesten er købt. Derfor får mange hesteejere foretaget en undersøgelse af hesten udført af dyrlægen, før de køber en hest.

En handelsundersøgelse hos Dyrlægegruppen Frijsenborg tager mellem 60-90 min. Hestens sundhedsstatus bliver vurderet og hesten får en gennemgang af bl.a

  • Hjerte/kredsløb
  • Lunger
  • Øjne
  • Lemmer
  • Ryg
  • Hud
  • Mundhule
  • Desuden bliver hesten set i bevægelse(ligeud og i longe) samt får foretaget bøjeprøve.

Handelsundersøgelse kan foretages i stalden eller på hospitalet. Fordelene ved at foretage handelsundersøgelsen på hospitalet er bl.a. gode forhold til mønstring samt longering af hesten.

På hospitalet kan der ligeledes foretages røntgen fotografering, hvis du ønsker dette, eller hvis dit forsikrings selskab kræver det.


Det er vigtigt for handelsundersøgelsens kvalitet, at hesten er håndterbar, kan løfte alle 4 ben og at hesten er godt beskåret.

Til sidst får du udleveret en attest med en bedømmelse af den pågældende hests sundhedsstatus. Attesten kan, indenfor 14 dage, også anvendes til forsikringen, hvis du ønsker din hest forsikret.

Røntgen

Det er en god idé at få foretaget en røntgen undersøgelse af hesten i forbindelse med en handelsundersøgelse. Ved en røntgen undersøgelse er det muligt at afsløre forandringer i knoglerne, som senere vil kunne påvirke hestens præstation. Er der allerede taget røntgen af hesten, kan du få en dyrlæge til at gennemse billederne og efterfølgende komme med en vurdering af disse.

Ønsker du røntgen undersøgelse af hesten, er det vigtig at gøre sig klart, hvilke billeder/projektioner som du ønsker, dyrlægen skal tage. Forsikringsselskabet kan have specielle krav, eller hvis hesten skal sælges til udlandet, kan der være specifikke optagelser som ønskes.

Hos Dyrlægegruppen Frijsenborg har vi det nyeste udstyr indenfor røntgen (direkte digital røntgen) og som ”standard” tager vi billeder af:

  • Koderne/tåen alle 4 ben fra siden
  • Tåen forfra begge forben
  • Haserne skrå forfra/skrå bagfra/lige fra siden
  • Bagknæ fra siden
  • I alt 16 billeder.