Dyrlægegruppen Frijsenborg
Ring til os: 86 96 23 00
post@frijsenborgvet.dk

Vaccination mod flåtbårne sygdomme

01/3, 2018
Off

Inden længe skal til at forholde os til de små kravlende flåter, og de sygdomme flåterne eventuelt kan føre med sig, også kaldet ”flåtbårne sygdomme”.

Vi ser jævnligt hunde, som bliver syge af en borrelia infektion, hvorimod flåtbårne sygdomme meget sjældent ses hos kat.

Flåterne vågner op fra deres vinterdvale, idet vi når en stabil døgntemperatur på 4 grader eller derover, så der går nok ikke mere end en måned eller to, før de begynder at dukke op rundt omkring.

Flåterne er især aktive om foråret, men ses det meste af forår, sommer og efterår, indtil vi igen når vinterperioden med nattefrost, hvor flåterne går i deres vinterdvale.

De seneste studier der er lavet i norden, viser at et sted i mellem 3-21 % af flåterne bærer sygdomme med sig, herunder er især skovflåten en flittig smittebærer. Skovflåten er den vi oftest ser på vores hunde og katte. Tallet er langt højere sydpå i Europa. Vi ser langt oftest borrelia smittede hunde på dyrehospitalet, men anaplasmose kan også ses ind i mellem (ses især i Norge og Sverige, eller på hunde der rejser i disse lande.)

Symptomerne er meget ens dem som mennesker får, og kan være temmelig varierende. Feber, træthed, muskelømhed (pludselig halt, eller halt on/off i en periode), hævede lymfeknuder og mere uspecifikke adfærdsændringer.

De flåtbårne sygdomme kan være svære at diagnosticere, men vil oftest være ved hjælp af en, eller flere blodprøver. Både borrelia og anaplasmose, behandles med antibiotika over en længere periode.

Jo tidligere sygdommen opdages, og behandlingen startes, jo bedre og større er sandsynligheden for at hunden kommer sig helt, og uden mén. Oftest kommer de hunde vi ser sig helt uden problemer. Hundene kan godt blive smittet med borrelia, uden at blive syge af det, hvilket kan gøre forløbet lidt mere vanskeligt. Studier viser at 7-17 % af alle de raske danske hunde man har undersøgt, tidligere har været smittet med borrelia, og derfor har dannet antistoffer i deres blod imod sygdommen.

Flåterne overfører borrelia sygdommen via deres spytkirtler, og smitten sker normalt 12-48 timer efter at flåten har bidt sig fast på hunden. Det er derfor fortsat vigtigt at få fjernet de flåter der måtte sidde på hunden, så snart man opdager dem.

Borrelia sygdommen vil først udvikle og give symptomer 2-18 uger efter smitten er overført.

Den nye engflåt

2017 blev også året, hvor en ny type flåt blev fundet i Danmark. Den er fundet på en guldsjakal, skudt af en jæger. Guldsjakaler findes normalt ikke i Danmark, derfor blev den undersøgt på veterinærinstituttet. På sjakalen fandt man ikke mindre end 21 flåter, af den type der normalt ikke ser i Danmark. Hele 18 af flåterne, var bærere af sygdomme.

Der var stor medie bevågenhed efter fundet af disse, idet engflåten kan bære farlige sygdomme med sig, som både kan ramme mennesker, og hunde. Hunde kan smittes med Babesia Canis, som kan være potentielt dødelig. Flåten er dog heldigvis ikke fundet vildtlevende i Danmark (endnu), men der holdes et vågent øje med den, da den stille og roligt indtager Europa, og også er fundet vildtlevende, så tæt på som i Tyskland.

Engflåten kan overleve i mere skrappe vejrtyper, og er aktiv helt ned til minus 10 grader. Hvis/når den bosætter sig i Danmark, stiller det helt nye krav til flåtbeskyttelse hele året rundt, idet man ikke på samme måde længere vil opleve disse ”dvale-tilstande” i vinteren, som vi gør med skovflåten. Desværre må vi dog erkende, at vi hele vinteren over, har set dyr i klinikken der har haft en enkelt flåt eller to siddende på sig. Den milde vinter, har altså givet flåterne rigtigt gode levevilkår i år.

I forhold til smitte, skal Babesia Canis aktiveres i flåten inden den kan overføres til hunden, og det tager oftest 48-72 timer fra flåten bider sig fast, til den overfører sygdommen.

Du kan læse mere her:

https://www.dr.dk/nyheder/viden/naturvidenskab/ny-flaat-er-kommet-til-danmark-om-bord-paa-sjakal

Forebyggelse af flåtbårne sygdomme

Der findes en vaccine, der får hunden til at danne antistoffer, som blokerer og dræber borrelia bakterien. Denne vaccine skal gives 2 gange med 3 ugers mellemrum første gang den gives, og herefter en gang årligt. Nogle brugshunde, eller hunde der kommer i områder med rigtigt mange flåter, kan vaccineres hvert halve år. Det anbefales at starte sidst på vinteren, og derefter vaccinere årligt omkring februar måned, for at få det højeste niveau af antistoffer, i den periode hvor flåternes aktivitet er på det højeste.

Borrelia vaccination af hunden beskytter imod 3 forskellige europæiske borreliatyper.

Der findes ingen forebyggende vaccine imod Babesia Canis som engflåten kan smitte med.

Det er derfor, trods vaccinen, en god idé også at give din hund et forebyggende loppe/flåt middel. Flåter kan, som tidligere nævnt, nemlig føre flere flåtbårne sygdomme med sig, og vaccinen beskytter kun imod borrelia.

Der findes efterhånden flere forskellige typer forebyggende flåtmidler til hund, både i form af pipetter til at dryppe på huden i nakken, et halsbånd eller tabletter man kan give hunden som en godbid. Alt efter om man opholder sig i Danmark, eller skal ud at rejse, kan der være forskel på hvilke flåtmidler der anbefales. Spørg os gerne, hvis du er i tvivl, så vi sammen kan finde den bedste løsning for din hund.

Om forfatteren