Dyrlægegruppen Frijsenborg
Ring til os: 86 96 23 00
post@frijsenborgvet.dk

Kastration

Kastration af hingste, som ikke ønskes anvendt i avl, foretages ofte for at undgå hingstet og aggressiv adfærd overfor heste og mennesker. Sygdomstilstande i pungen kan også være årsag til at kastration vælges. Kastration kan foretages på alle alderstrin. Mange vælger at få kastreret deres hingste i 6mrd-2 års alderen. Hingsten skal være rask på kastrationstidspunktet.

Overordnet foretager vi kastrationer på to måder, en åben og en lukket metode.

Den åbne kastrationsmetode

- er den traditionelle kastrationsform, hvor operationssåret efterlades åbent. Den åbne kastrationsmetode foretages oftest med hingsten stående under beroligelse og lokalbedøvelse, men kan også foretages med hingsten liggende i fuld bedøvelse. Fuldbedøvelse kan være en fordel ved meget nervøse hingste, samt ved mindre hesteracer, hvor tilgangen til pungen kan være vanskelig.

Den lukkede kastrationsmetode

- foretages på Hammel Dyrehospital, hvor vi opererer hesten under sterile forhold i fuld narkose. Operationssåret syes efterfølgende, hvilket medfører en hurtigere heling og mindre risiko for infektion i kastrationssåret end ved den åbne metode.

Vi anbefaler at åbne kastrationer foretages i foråret, da det åbne kastrations sår er i forøget infektionsrisiko i perioden, hvor fluer forekommer i højt antal (juni – august). Alternativt kan kastrationerne foretages om efteråret, når den værste flueplage er drevet over. Det er dog vigtigt at hesten i dagene efter en kastration kommer på fold og at folden er af en sådan kvalitet at såret ikke kontamineres af mudder/jord.

Lukkede kastrationer foretages som udgangspunkt hele året, da det sterilt lukkede kastrations sår som oftest er modstandsdygtig overfor infektion.

Er en eller begge testikler ikke nedsteget i pungen (hhv. klap eller ur hingst) ved 1 års alderen, skal en eventuel kastration foregå på hestehospitalet under sterile forhold i fuld bedøvelse. Dette er en forholdsregel vi tager, da nogle testikler er lokaliseret langt oppe i bughulen. Dette er en operationstype vi ofte foretager også for henvisende kollegaer. Hvis hesten er blevet opereret på hestehospitalet skal hesten overnatte på hospitalet da den ikke må transporteres samme dag som den er opereret.

Efter en kastration anbefaler vi at vallakken holdes i boks på førstedagen med jævnligt tilsyn. De efterfølgende uger er det vigtigt, at vallakken får rigelig med bevægelse for at modvirke at såret lukker før det er helet fra bunden. Vi anbefaler at vallakken først lukkes sammen med eventuelle hopper 4-6 uger efter kastrationen.

Operationer er altid forbundet med en risiko for komplikationer. Alvorlige komplikationer er sjældne. Det er vigtigt at holde godt øje med den nykastrerede vallak. Vi bør straks kontaktes såfremt der opstår tegn på komplikationer såsom voldsom blødning, fremfald af væv i operationssåret, voldsom hævelse, nedstemthed, nedsat ædelyst eller feber.